HEAL – Kerneforandring

Kæreste Prue

Du er et af de mest inspirerende mennesker jeg nogensinde har mødt. Så kompetent, så formidlende, så engageret, så autentisk, så levende. Dybt fascinerende. Der stod du… Ikke længe tog det mig at spotte dit varme smil og smittende latter, din omsorgsfulde og kærlige udstråling og dit oprigtige nærvær. Ikke længe tog det mig at finde roen i maven til at lukke dig ind og lade dig komme helt tæt på… Det føltes trygt, det føltes tillidsfuldt.

Jeg kom til dig Prue fordi jeg følte mig magtesløs, ulykkelig, utilstrækkelig og ekstremt bange for ikke at gøre det godt nok. Magtesløs og ulykkelig som følge af, at jeg ikke skulle læse medicin, som jeg hele mit liv har jagtet, koste hvad det ville. Pludselig sagde kroppen fra, fuldstændig fra. Jeg mærkede identitetskrisen. Ulideligt. Følelsen af utilstrækkelighed og frygten for ikke at gøre det godt nok på mit nye studie. Hvis ikke jeg evner at blive læge, så skal jeg i det mindste blive en anerkendt, dedikeret og dygtig sygeplejerske, for hvis ikke jeg kan blot dét, hvad kan jeg så? Jeg følte mig som en fiasko, jeg famlede i blinde og  jeg pressede mig selv til det yderste. Min krop bombarderede mig med faresignaler, men jeg var besat af tanken om at bevise, at jeg var dygtig, så samtlige pensumsider skulle selvfølgelig læses. Min perfektionisme åd mig op, men jeg havde jo intet valg. Jeg måtte bide tænderne sammen.

Nu kommunikerer jeg i datid, som om det hele er et overstået kapitel. Det er det ikke, jeg synes stadig det er svært, men jeg er i en aktiv proces med lyst til og mod på endnu mere forandring og dér har jeg aldrig været før. Tidligt i forløbet mærkede jeg en – for mig afgørende – forandring i forhold til mit hidtidige, uhensigtsmæssige snæversynet perspektiv ved angår karriere og succes. Med øje for at lære sig selv at kende, fik du mig til at opdage de 99 andre veje og psykisk mærkede jeg en ny og fremmed accept af og glæde ved, at nye døre åbnede sig for mig. Det føltes ubeskriveligt rart, trygt og gav mig en unik følelse af ro inde i. Dit budskab om, at jeg ikke må stemple mit ”mislykkede” forsøg på medicinstudiet som en fiasko, men i stedet skal tolke det som en positiv erfaring, jeg blot kan afvise som den rette vej mod lykke og velvære for mig, har ramt noget inde i mig. Det er et budskab, som er blevet til en del af mit mindset og en del af mine mestringsstrategier, når jeg bliver konfronteret med mine katte-triggers. Helt lavpraktisk har jeg flere gange bemærket, hvordan jeg i skolen pludselig – både fysisk og psykisk – giver mig selv lov til at overgive mig fuldstændigt til et spændende emne. Jeg overdynges af passionerede og lykkelige følelser, der næsten ikke kan vente med at blive en udklækket sygeplejerske. Denne forløsende følelse er med til at skabe mit velvære.

Du har gjort mig i stand til at tale mit nye sprog, du har givet mig redskaber til at kunne rumme og udforske nye tanker og overvejelser, evner til at udvide mit perspektiv og mod til at lukke nye ting ind. Tænk at jeg er blevet vinder af dén unikke gave. Med øvelse tror jeg på, at jeg en dag nok skal lykkes med at blive ’ubevidst kompetent’. Det hele starter jo med tankerne, som  Dr. Joe Dizpensa beskriver det. Nye tanker leder til nye beslutninger, og nye beslutninger skaber ny adfærd, ny adfærd fører til nye oplevelser, og nye oplevelser skaber nye følelser.

Og det er netop følelserne, som styrer vores liv og bliver vores realitet. Som du selv beskriver det for mig: Det indre skaber det ydre. Du har givet mig betingelserne for, at jeg kan skabe et hensigtsmæssigt indre.

Jeg har vundet meget. Ikke mindst har jeg vundet troen på, at jeg kan skabe min egen vej så længe, at jeg lærer mig selv at kende og tør være mig selv tro. Af hjertet tak for det.

Jeg vil gerne takke det problem, som var årsagen til, at jeg opsøgte dig. For foruden dét problem var denne løsning og min forandring aldrig sket. Du har netop lært mig, at ”problemer SKABER løsninger” – så tak for det!

De varmeste, kærligste og dybt taknemmelige hilsner.